At blive chef for mit eget liv

......og min tid

Min historie

Jeg ved, at du kan få det bedre, fordi jeg har prøvet turen selv.

Og jeg ved, hvordan du har det for jeg har været der selv. Måske ikke præcis der, hvor du står lige nu. Men på en "vej" meget tæt på.

Det var learning by doing på den hårde måde på min egen krop. Der har jeg været indtil kroppen sagde stop.

Læs hvordan for mig nedenfor. Måske kan du genkende det hos dig selv?

Jeg er mor til 5 børn og gift med Jakob, der også har egen virksomhed, så jeg kender i høj grad til det at have travlt og planlægge efter bedste evne – ikke blot med de praktiske ting, men i høj grad også med tiden.

Jeg kender til de mentale forhold, når hjernen rammer grillristen og der kører en ”lydløs” hyletone i baggrunden. Og følelsen af at gå rundt i en osteklokke 24 timer i døgnet. Når der endelig var mulighed for at slappe af, så kunne jeg ikke finde roen, fordi nervesystemet kørte på højtryk. Helt oppe i det pinke felt. Hvor alt lyd var larm, og stilhed også var larm.

Når børnenes glade stemmer lød som negle, der blev trukket hårdt ned af en tavle. Når radioen larmede, men det var for stille uden den.

Når hukommelsen satte ud konstant, og jeg blandt andet hentede børn i børnehaven, som ikke var der. Fordi jeg havde glemt, at de netop denne dag var blevet passet af farmor.

Jeg kender også til de fysiske forhold, når kroppen siger fra overfor det massive overarbejde jeg konstant udsatte den for. Fordi jeg ikke huskede at passe på mig selv i en travl hverdag.

Når øjenmigrænen betød, at jeg skulle hentes på en p-plads af en veninde, fordi jeg ikke kunne se på det ene øje og derfor naturligvis ikke selv kunne køre bilen eller indkøbene hjem.

Og følelsen af at være kronisk træt, så jeg nærmest kunne stå op og sove. Når det så endelig blev sovetid, så kunne jeg ikke finde ro til at falde i søvn.

Når ryggen drillede mere end, hvad der er medfødt......

Jeg har selv prøvet at gøre dagene længere ved at sove mindre, men det virker bestemt ikke for mig. Snarere tværtimod. Og logisk nok, fordi jo kroppen skreg på ro og hvile og jeg gjorde lige det modsatte.

Og da stressen for alvor flyttede ind i hverdagen, så kunne jeg slet ikke sove, når muligheden endelig var til det, fordi nervesystemet kørte i højeste alarmberedskab.

Det der i den grad har rykket og virket for mig, er at blive bevidst om:

Hvad skal der til for at MIN hverdag både på hjemmefronten og arbejdsmæssigt giver MIG energi?

Altså helt konkret og lavpraktisk. Så har jeg også noget at styre efter både på de travle dage og de endnu mere travle dage, som dukker op en gang i mellem.

I dag kender jeg mine signaler og ved, hvornår og ikke mindst hvordan, der skal sættes ind, hvis kroppen reagerer.

Og hvad med dig?

Kender du dine stress-signaler?

Må jeg hjælpe dig til at finde dine egne signaler? -Så du får fuld udbytte af dit liv.

Ring eller send en mail til mig, og lad os gå turen sammen. Jeg kender vejen, så vi farer ikke vild. Vil du med?

PAS PÅ DIG SELV OG PÅ LIVET

Bronnie Ware er palliativ sygeplejerske. Hun passer døende , og har gennem sit arbejdet interviewet patienter i de sidste 12 uger af deres liv og har på baggrund af dette skrevet bogen: 'Top Five Regrets of the Dying'.

Her er de mest almindelige årsager til fortrydelse på dødslejet, ifølge Bronnie Ware.

Ting mennesker fortryder ved deres dødsleje

1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, som var tro mod mig selv, og ikke det som andre forventede af mig.

2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.

5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv være mere lykkelig.

Kilde: DR